VDP - sammenslutningen af de bedste tyske vinproducenter - havde inviteret til vinsmagning i Hamborg, hvor medlemmerne fra Ahr, Pfalz, Nahe, Mosel og Rheinhessen præsenterede deres topvine, Grosses Gewächs, i den aktuelle årgang - 2010 for de hvide og 2009 for de røde. Grosses Gewächs er selvfølgeligt altid vingårdens prestigevin og næsten altid Riesling eller Spätburgunder. Klassifikationen har flere formål, dels er det et forsøg fra VDP og medlemmerne på at løfte prisniveauet for tyske vine, vi starter her ved 20-25 Euro. Det er meget forskellig, hvor store mængder der fremstilles, men for en del producenter betyder det mere, at denne prestigevin giver positiv omtale og dermed gør det nemmere at sælge de øvrige vine. Knap 50 vinproducenter var til stede denne våde og kolde mandag i januar på det prestigefyldte hotel/restaurant Louis C. Jacobs på Elbchaussee et par kilometer udenfor Hamborgs centrum. Jeg sprang over Mosel denne gang og fokuserede i stedet på Rheinhessen, som tyskvin.dk besøgte i sommeren, samt de små områder Ahr og Nahe. RheinhessenRheinhessen er stormet frem i de sidste par år og de bedste producenter fra området er samtidig at finde blandt Tysklands fremmeste. Til dem hører Keller, deres Kirchspiel er en klassisk Riesling - en jernhånd i fløjlshandske. Weingut K.F. Groebe har ligeledes en flot vin fra marken Kirchspiel, der er meget slank og frisk, i modsætning til deres Riesling fra løssjorden Aulerde, der helt tydelig er mere bred, fed og rund i struktur og smag. Min favorit fra Rheinhessen blev dog Gutzler, nok også på grund af sympatiske Michael Gutzler og kone, der var gravid med parrets barn nr. 2. Deres Riesling kommer fra den oprindelige Liebfrauenmark, der senere som billig sød vin har gjort meget for at ødelægge tysk vins ry. Deres vin gror omkring Liebfrauenkirche i Worms, der er en af de få vinmarker i Tyskland, der er omgærdet af en mur og derfor har langt højere temperaturer end vinmarkerne i området. Vinen har intet tilfælles med føromtalte billige sprøjt, men er en Riesling af høj klasse, med filigran struktur, god mineralitet og frugt. Alt i alt er jeg rigtig glad for de flotte Rieslinge fra Rheinhessen, der altid afspejler terroir og i 2010 typisk er friske, slanke vine. NaheEt af Tysklands mindste vinområder er Nahe, en sideflod til Rhinen. Imponerende, at der fra dette lille område var hele 8 producenter til stede ved smagningen. Imponerende var især vinene fra Kruger-Rumpf, måske også på grund af deres tilgængelighed på nuværende tidspunkt. Såvel Kapellenberg, Dautenpflänzer og Pittersberg var vine, der overbeviste og Stefan Rumpf indrømmer gerne, at årgangen 2010 krævede en ekstra indsats i kælderen for at tæmme den dominante syre, og her er det ifølge Stefan Rumpf en stor fordel at have erfaring fra 80'ernes syreholdig vine. AhrEt
af de mindste tyske vinområder er Ahr,
der især er kendt for de røde vine, der i dette område er dominerende.
Vigtigste drue er Spätburgunder, hos mange bedre kendt som
Bourgogne-druen Pinot Noir. Og det er netop Bourgogne, der er forbilledet
for Jean Stodden, der
producerer nogle af Tysklands bedste rødvine. Alexander Stodden, der er
ansvarlig for kælderen påpeger dog, at han ikke kopierer, men at det er
"mein Stil", der præger vinene. Det er frugtige vine, der på
trods af alkoholproducenter på 13,5 og 14 er meget elegante. Det er vine,
som det kunne være rigtig spændende at smage op mod de franske
favoritter. Priserne nærmer sig dog også de franske, med Sonnenberg (50
€), Rosenthal (55€) og topvinen Herrenberg (65 €), der nok er den
bedste tyske rødvin, jeg har smagt. Alexander Stodden understreger
erfaringens betydning og timingen i vinmarken. "Modenhed er ikke lig
med sukkerindholdet i druerne,man skal smage druerne, ikke måle
dem," siger Alexander Stodden og sammenligner med en banan, der
først er umoden og grøn og til sidst brun og sød, men bedst, når den
er gule. |
Mine favoritterDet er svært at pille enkelte ud blandt denne perlerække af producenter, dels fordi jeg i sagens natur ikke var hele vejen rundt og dels fordi det er svært at sammenligne, når man går fra stand til stand. Men her et forsøg på en liste over de bedste vine. RieslingNahe Gut Hermannsberg: Bastei Kruger-Rumpf: Kapellenberg, Dautenpflänzer, Pittersberg Pfalz Dr. von Bassermann-Jordan: Jesuitengarten Bergdolt-St. Lamprecht: Mandelberg Reichsrat von Buhl: Jesuitengarten Dr. Bürklin-Wolf: Hohenmorgen (2005) Siben ERben: Ungeheuer Rheinhessen Brüder Dr. Becker: Tafelstein (2009) Gutzler: Liebfrauenstift Kirchenstück K.F. Groebe: Kirchspiel Keller: Kirchspiel SpätburgunderAhr Meyer-Näckel Pfarrwingert Jean Stodden: Herrenberg Rheinhessen Gutzler: Morstein, Brunnenhäuschen Hvor intet andet er oplyst er det Riesling i årgang 2010 og Spätburgunder i 2009. |
P.S. Næsten samtidig med smagningen i Hamburg mødtes VDP medlemmerne til et ekstraordinært medlemsmøde, hvor de enstemmigt besluttede en videreudvikling af VDP-klassificeringen |
(februar 2012)
Opdateret den 29. januar 2012.