Videreudvikling af VDP klassifikationen

VDP er de tyske kvalitetsproducenters organisation, der stiller særlig høje kvalitetskrav til medlemmernes vine. Medlemmerne mødtes den 25. januar 2012 i Neustadt (Pfalz) til et ekstraordinært møde for at drøfte en videreudvikling af organisationens klassifikation.

Fremover vil VDP inddele vinene i fire klasser:

1. VDP Grosse Lage: de allerbedste vinmarker
2. VDP Erste Lage: meget gode vinmarker
3. VDP Ortswein
4. VDP Gutswein

De sidste to er forbeholdt enklere og mellemgode vinmarker. Om VDP Erste Lage benyttes, beslutter VDPs regionale medlemsorganisationer hver især.

Grosses Gewächs bibeholdes for tørre vine fra VDP Grosse Lage. Dermed opnås ifølge VDP en klarere sproglig sammenhæng, hvor det tidligere kunne give anledning til forvirring, at Grosses Gewächs kommer fra Erste Lage. I pressemeddelelsen henviser VDP iøvrigt udtrykkeligt til Bourgogne og deres klassifikation.

VDP medlemmerne vil også fremover kunne benytte de traditionelle "prædikater" - Kabinett, Spätlese, Auslese etc. - men udelukkende til søde (restsüße) vine. De konkrete kvalitetskrav fastlægges regionalt.

Mere:

Opdateret den 29. januar 2012